Smidstrup Film

En alternativ hverdag

Nord for Aarhus ligger en smuk, moderne bygning, omgivet af en lille voldgrav, hvor vandet på solskinsfyldte dage afgiver en hypnotiserende genspejling på bygningens facade. Indenfor i det højloftede rum ligger den socialøkonomiske virksomhed, Actura, som yder livsvigtig hjælp til børn og unge med autisme og ADHD. Efter år med fejlslagen inklusion i folkeskolerne, manglende ekspertise i kommunerne og strenge regelsæt hos landets jobcentre er en stor gruppe borgere faretruende tæt på samfundets kant. Skoleangst, depression, mobning og lange udsigter til uddannelse og job er realiteten hos langt størstedelen af de 70.000 danskere, der i dag lider af en form for autismespektrumforstyrrelse.

Hos Actura forsøger direktør og iværksætter Morten Olesen at hjælpe de unge med at genfinde selvtillid og opbygge et bedre selvværd ved at lade dem udforske og lege indenfor de områder, som de har lyst til. Han tror på, at lyst og nysgerrighed er vejen frem, og han bestræber sig på at finde på løsninger, som er tilpasset hvert enkelt individ. Det betyder, at Actura danner rammerne for en gruppe unge, som designer og skaber produkter ved hjælp af 3D-printere, programmerer apps, opbygger computerspil eller noget helt fjerde.

At lade børn og unge lave det, de har lyst til er ikke i sig selv ekstraordinært, men tager man et kig på, hvilken samfundsgruppe, børnene på Actura er en del af, tegner der sig et andet billede.

En glemt gruppe

Formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup fortæller i en mail, at de i foreningen regner med, at der findes 70.000 borgere med autisme i Danmark. 9 ud af 10 er ikke i ordinær beskæftigelse, altså er kun hver tiende i arbejde. Imens cirkulerer de sidste 63.000 rundt i systemet i forskellige tilbud.

Ud over at have en seriøs udfordring i forhold til beskæftigelse fortæller stort set alle voksne med autisme, at de er blevet mobbet som børn, og at 80% af de arbejdende i dag oplever mobning på arbejdspladsen. Gruppen er også overrepræsenteret i statistikker om depression, selvmord og angstlidelser. Tallene taler sit tydelige sprog og tegner et billede af, at der er enorme udfordringer med at integrere en gruppe mennesker i samfundet og hjælpe dem med at få et godt liv.

Tilbage til samfundet

På Actura arbejder Morten Olesen for netop at skabe det rum, hvor børn og unge med autisme-diagnoser kan hjælpe sig selv og hinanden tilbage i samfundet. Han oplever, at mange af de børn, han kommer i kontakt med, har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det. Derfor består en stor del af arbejdet på Actura i, at børnene kan komme ud og tale med nogle andre, der selv har stået i mange af de samme situationer. Det er Mortens vision, at hans medarbejdere skal hjælpe hinanden, både fagligt og socialt, og nøglen hertil er at lade de ældre hjælpe de yngre. Morten tegner på et papir den tredelte struktur, som er tanken bag virksomheden. Øverst står blandt andet Mathias, som er diagnosticeret med ADHD og autisme, er fastansat som app-udvikler og programmør, og ud over at hjælpe de yngre drenge og piger med at lære at programmere, fungerer han også som mentor og hjælper dem med at (gen)finde troen på, at de kan noget.

Morten Olesen tegner strukturen på Actura

De børn, som kommer ud til Morten, er en del af et samarbejde mellem Actura og Aarhus Kommune. Projektet hedder TeknologiTalenter og skal hjælpe børn med store problemer med fravær og dårlig trivsel i folkeskolen med at genfinde troen på en god tilværelse.

Det er Mortens vision, at børnene får det bedre og bliver i stand til at hjælpe andre, der har det endnu værre, men samtidig er det vigtigt for ham, at fortælle børnene, at det er i orden, hvis de nogle dage ikke kan møde ind på Actura.

“Det er spændende at lade dem indgå i et fællesskab om at lave computerspil, fordi de har en rolle og en identitet, men samtidig kan de undværes.” siger Morten.

“I forhold til at få noget selvtillid er det måske ikke ret godt at få at vide, at man kan undværes, men i forhold til ikke at slå til, der tror jeg, at det er vigtigt, at man laver noget, som man godt kan lide og samtidig ved, at hvis man ikke kommer i morgen, så vælter hele lortet ikke for de andre.”

Uambitiøse voksne

Morten Olesen synes, at der mangler ambitioner på børneområdet.

For Morten er det fællesskabet, der er nøglen til succes, men han ved også, at det kan være svært for børnene at tro på, at de har en plads i det fællesskab, fordi de så længe har stået udenfor. Han mener, at de ansvarlige i kommunerne er for langsomme til at sende børnene videre til tilbud, der er bedre.

“Det, der pisser mig mest af, er voksne, der arbejder med børn og er uambitiøse. Det er fair nok, at man har nogle opgaver, man ikke kan løse, men så mener jeg, at det er ens ansvar at få bragt det videre til nogen, der kan løse det.” siger Morten. Han mener, at selvom den danske folkeskole i dag måske er bedre end nogensinde, så er der stadig børn, der falder igennem og bliver overset.

“Jeg oplever det med nogle af de lærere, der kommer ud til mig med en elev. Så siger jeg, at det har også været en dårlig skolegang for eleven, hvortil læreren svarer, at de gør altså også mange gode ting. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om, men for den dreng vi står med her, har det været 100% dårligt. Og det må vi forholde os til. Det må aldrig blive et argument, at vi ikke hjælper dem, der har det dårligt, fordi der er mange, der har det godt.”

Det hele startede lidt ud af det blå, siger Morten. Egentlig havde han ikke ambitioner om at drive en socialøkonomisk virksomhed, “men Trygfonden kom og fortalte mig, at jeg havde sådan en virksomhed”. For Morten handlede det både om, at prøve sine grænser af, men også, at han ikke kunne lade være:

“Jeg synes, det er sjovt at prøve at få noget til at lykkes, som andre ikke kan få til at lykkes”, siger Morten og fortsætter

“I skolen er man opmærksomme på, hvad eleverne ikke er gode til, så de kan blive bedre til det. Som arbejdsgiver vil jeg jo altid være interesseret i, hvad du er god til.”

Han mener, at det private arbejdsmarked kan gå ind og hjælpe nogle af de mennesker, som ikke passer i ind i skolesystemet.

På Actura arbejder de blandt andet med programmering og 3D-print

Rammerne for hans mission er det åbne kontorlandskab, hvor medarbejderne sidder ved hver deres skrivebord og håndterer deres arbejdsopgaver. Ligesom på mange andre arbejdspladser. Jeg kigger rundt på de mennesker, der sidder og arbejder. Og de smiler tilbage. Udover diagnoserne har de også det til fælles, at deres liv indtil i dag har været en kamp, hvor flere af dem kan nikke genkendende til en fortid med mobning, depression og en elendig skolegang, som ofte er en konsekvens af en kombination af deres diagnoser og uddannelsessystemets forsøg på at behandle alle ens.

Lidt af et nul

“Vi taler altid om, at det er vigtigt at fastholde børn i uddannelse eller i skole. Jeg synes, det er et mærkeligt udtryk, som faktisk er meget negativt. Jeg kan ikke lide, at jeg skal fastholde mine medarbejdere. Jeg vil hellere lave noget, der er så motiverende og relevant for dem, at de bliver her” siger Morten.

Counterplay, play when it's difficult

Tilgangen betyder, at de unge på Actura i dag arbejder med en bred vifte af ny teknologi, blandt andet 3D-print, spilprogrammering, minecraft og robotter.

Jeg besøger drengene til Counterplay-festivalen på Dokk1 i maj 2016 for at se, hvordan de arbejder. Festivalen arbejder efter mottoet Play when it’s difficult, og netop legen er en vigtig motivationsfaktor for Morten. Bag ham sidder to af drengene fra TeknologiTalenter, Mikkel og NJ, ved en computer. De laver quizzer, som kan spilles i det populærere computerspil, Minecraft.

NJ og Mikkel laver quizbaner i Minecraft

“Mikkel har siddet og dykket ned i historiebøgerne for at lave en quiz, og jeg tror, at det har været rimelig uvant for Mikkels skolegang, at han bruger en hel dag på at fordybe sig i historie” siger Morten med et smil.

De mange computere, 3D-printere og robotter tiltrækker et utal af børn og unge, som kommer for at se, hvad drengene laver. Mikkel viser med glæde rundt på den lille plads midt i biblioteket og forklarer både på engelsk og dansk, hvad han selv og kammeraterne har gang i. Også mere prominente gæster i form af daværende rådmand for sociale forhold og beskæftigelse Thomas Medom (SF) og den lokale tv-station TV2 Østjylland kigger forbi for at tale med drengene. Alt i alt ser det egentlig meget godt ud. En gruppe unge smilende mennesker, der får lov til at vise, hvad de kan.

“Før jeg kom ud til Actura og begyndte alt det, der blev jeg set som lidt af et nul, men indtil videre har jeg forbløffet mange”, siger Mikkel.

TV2 Østjylland kigger forbi og interviewer Mathias

For selvom smilene er store i dag på Dokk1, så har det ikke altid været sådan. Mikkel og mange af de andre drenge gemmer på en lang historie fyldt med dårlig selvtillid, mobning og manglende lyst til sociale fællesskaber.

Jeg har brugt mit liv på gaming

“Mit navn er Mikkel, jeg er 17 år, og jeg har brugt mit liv på gaming”. Sådan præsenterer Mikkel sig, og den undskyldende håndbevægelse og det skæve smil som følger efter udtalelsen vidner om, at han ikke er vant til den store forståelse på det punkt. Den undskyldende tone skifter lynhurtigt, da fascinationen ved computerspil kommer op til overfladen. Især horror-genren er et hit for tiden, og Mikkel fortæller indlevende om udfordringen ved at slås mod et 20-meter langt søuhyre kun bevæbnet med en lille kniv. Mikkel spiller online og gerne sammen med sine venner, hvor Skype bliver flittigt brugt til at tale sammen, imens de begiver sig ind i den virtuelle verden. “Det skrig min ven kom med, da han blev overrasket af søuhyret, fik mig til at falde ned af min stol af grin” siger Mikkel grinende og det er tydeligt, at han har det sjovt.

Sådan har det ikke altid været. En hård skolegang med mobning, faglige udfordringer og skoleskift påvirkede Mikkel psykisk i en sådan grad, at han til sidst flygtede ind i den virtuelle verden. “Jeg fandt ud af, at gaming var min ting. At kunne flygte ind i en verden, hvor ingen kendte mig. Og have det bedre der”.

Hør Mikkel fortælle om sin skolegang i klippet:

Videoklippet tegner et tydeligt billede af en skolegang for en dreng, som ikke kunne passe ind. Socialt, men også fagligt, var Mikkels barndom konstant fyldt med nederlag og dårlige oplevelser, og han fortæller, hvordan han ved afslutningen på sin folkeskoletid stadig kun var kommet igennem matematikbogen fra første klasse, fordi han ikke kunne finde ud af andet.

“Vi blev jo nedlagt (af lærerne), hvis der var noget, vi ikke kunne finde ud af”, siger Mikkel og fortsætter: “De blev ved med at fokusere på de ting, som vi var dårlige til, og ikke det, vi var gode til”. Mikkel løfter opgivende hænderne i luften i forsøget på at udtrykke, hvor himmelråbende åndssvagt det virker for ham.

De mange nederlag har sat dybe spor i Mikkel, og han fortæller, at det først blev bedre, da han kom i kontakt med Morten Olesen. De mødte hinanden på Mikkels skole, da Morten var på besøg i en række specialklasser for at danne sig et billede af, hvilke mennesker der befandt sig i klasserne. Morten lovede på det tidspunkt, at han ville hjælpe - han skulle bare lige finde nogle penge til projektet først.

Mikkel blev senere kontaktet af Morten Olesen, som nu er klar til at sætte et projektet TeknologiTalenter igang. Projektet skal give unge med autisme eller Asperger succesoplevelser ved at lade dem dyrke de områder, som de interesserer sig mest for.

Der bliver stille lidt

Jeg prøver at forstå, hvad det helt præcist er, som har givet Mikkel troen på sig selv tilbage. Det er noget med fællesskab, forstår jeg. Det, at være en del af en gruppe.

Jeg spørger, om hans nye kollegaer måske ser ham mere som en normal dreng uden diagnoser. Jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder. Normal dreng. Det er jo netop pointen, at alle ikke er “normale”, men at der skal være plads til drenge som Mikkel alligevel… Han tager heldigvis ikke min klodsede formulering så tungt, og svarer eftertænksomt: “Jeg tror ikke, at de ser mig som normal. De ser mig som en, der er præcis som dem. Fordi vi har jo alle sammen de samme sværheder, og har været igennem den samme fucked up past. Vi kender hinandens smerte og hinandens sorte fortid”. Der bliver stille lidt. Mikkel kigger forsigtigt ned i jorden. “Det er en god gruppe, det er helt sikkert” siger han så. “Jeg havde aldrig regnet med, at der ville eksistere folk som herude… Jamen for dælen… For 3 år siden sad jeg og tænkte, at mennesker var noget forfærdeligt pis. Jeg havde aldrig regnet med det her”.

Er vi ikke mennesker?

På Mikkels computer er der billeder af citater fra folk, der ifølge Mikkel har tænkt det samme som ham i forhold til frihed. Citater, som opfordrer folk til at have det godt med sig selv og ikke tænke så meget over, hvad andre synes.

“Hvis mange andre gjorde, som der stod, ville verden være et bedre sted. Fordi vi gik ikke hele tiden og bekymrede os over, hvad andre tænker om os”, siger han og klikker videre til næste billede.

“Det samme med det her: Mental illness is nothing to be ashamed of, but stigma and bias shame us all.”

Mikkel holder en lang kunstpause og kigger på mig med et sigende blik. “Mange folk tror, at mental illness, det er stort set bare, at du er skør i hovedet. Det er ikke rigtigt.” Mikkels stemme bliver højere og mere frustreret for hvert ord, og hans håndbevægelser bliver mere ivrige i takt med, at han får talt sig selv varm. “Der er den stereotyp med, at man er skør i hovedet. Jo mere folk bruger de her stereotyper mod os, jo mere får det os til at se ud som om, vi ikke er mennesker længere”.

Der bliver stille igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal spørge om, og Mikkel virker som om, at han har sagt det, der skulle siges.

Jeg forsøger at lukke interviewet med en lykkelig slutning og spørger, om han har fået så meget tro på sig selv nu, at han kan se sig selv få et arbejde i fremtiden og tage skridtet videre fra Actura. “Nej” siger han. Men så smiler han lidt og siger, “Jeg bliver her indtil, at jeg bliver tvunget til at skride. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan arbejde her på Actura og hjælpe andre, der har specielle behov. Det er mit mål. At hjælpe andre, der har det ligesom mig”.

I klippet fortæller Mikkel, hvordan mødet med Actura har ændret hans liv:

Fra førtidspensionist til app-udvikler

Mathias Robinson er diagnostiseret med atypisk autisme og ADHD, og han er et lysende eksempel på, hvordan en ung dreng med autisme kan finde sin plads i samfundet. Han er også et eksempel på, hvor skræmmende meget han selv og hans familie har måtte kæmpe imod samfundets mangler og regler for at nå dertil, hvor han er i dag.

I dag er der hurtigt et smil på Mathias' læber. Sådan har det ikke altid været.

I dag er Mathias en stille fyr, smilende, glad og 29 år gammel. Han er ansat på Actura, hvor han for tiden udvikler og programmerer en app, der skal hjælpe børn og unge med at tage bussen i stedet for at blive hentet og bragt med taxa. App’en er et samarbejde med Aarhus Kommune, og ud over at skiftet fra taxa til bus giver en stor økonomisk besparelse for kommunen, er formålet også, at gøre børnene mere selvstændige og give dem mod på at komme ud af døren.

Mathias lider ud over sine diagnoser også af et ekstremt søvnbesvær, og det betyder, at han, hvis han er heldig, får 2-3 timers søvn om natten. Han er vant til det, og familien har prøvet alt i forsøget på at få bugt med problemet. I en periode tog Mathias 23-gange den normale dosis af en form for sovemedicin “så sov jeg i en halv time, og vågnede igen”, siger Mathias og griner lidt. Til gengæld har han altid kunne sove mere, når det har været sammen med andre, om han så har overnattet hos venner eller familie, eller som i dag, hvor han bor sammen med sin kæreste.

Trods 23-gange normal dosis kunne medicin ikke afhjælpe Mathias' søvnprobler.

Fast job, egen bolig og kæreste. Det er vel et ønskescenarie for mange, men ikke alle har skulle kæmpe så hårdt for det, som Mathias. En depression som 12-årig, ADHD, autisme og massive søvnproblemer kan skrives på listen over forhindringer på vejen.

Mathias snakker lidt om, hvordan det er, at være ham. Det har virkelig ikke været nemt at nå hertil, hvor han er i dag, men en stor del af arbejdet har været at acceptere, hvem han er og dermed også hans diagnoser.

“Det er ikke sådan, at jeg siger ‘Hej, jeg hedder Mathias og jeg er autist’, men hvis der er en grund til, at folk ved det, så siger jeg det. At skjule det, kan jeg ikke se hjælper. Der kommer kun nogle konflikter, som man så ikke kan forklare, hvorfor man gjorde, som man gjorde.” siger Mathias og fortsætter efter en lille pause: “Og så må man jo stå ved, hvem man er”. Han virker som om, at han langt hen ad vejen har accepteret, at han er anderledes, og han fortæller, at det samme gør sig gældende for hans familie. Det har aldrig været hemmeligt, det har aldrig været gemt væk.

Selvom Mathias har været vant til at tale åbent om sine diagnoser, så er det ikke tilfældet for alle de unge på Actura. Mathias tænker lidt. Han har selv oplevet, hvordan andres forståelse af hans diagnoser ikke har stemt overens med det selvbillede, han har, og han kan godt forstå, hvorfor nogle af de børn, han møder på Actura, ikke har lyst til at tale om deres diagnoser. “Mange af mine kammerater ved slet ikke, at jeg er autist, medmindre jeg har sagt det til dem. Altså så slemt kan det vel ikke være. Men med ADHD, som jeg jo også har, det er der jo mange, som kender som dampbarn. De der ‘pester', der løber rundt og ødelægger det hele. Det kan jeg godt forstå, at man ikke har lyst til at blive kædet sammen med”. En lille tænkepause. “Men igen, så må man jo stå ved, hvem man er”.

Mathias' barndomshjem

Døgnindlagt med depression

Selvom Mathias’ familie kæmpede for at give ham en tryg og god opvækst, måtte de til sidst se sig slået af lange ventetider, manglende hjælp og for store udfordringer. Mathias bliver som 12-årig diagnosticeret med depression og indlagt på børnepsykiatrisk afdeling.

Omgivelserne fra Actura er skiftet ud med sommersol i et stille kvarter i Mårslet, en lille by syd for Aarhus. Fuglene kvidrer om kap med larmen fra naboens motorsav, så vi må lukke vinduet ind til stuen, hvor jeg nu sidder over for Mathias mor, Tove, og søster, Sara.

Sara og Tove Robinson

Tove fortæller og fortæller og tager mig igennem hele Mathias liv, og Sara byder ind nu og da, når moderen skal have styr på følelserne igen. Det er tydeligt, at det har været hårdt, men også at Tove i dag er lykkelig for, hvordan det går for hendes søn.

Mathias kommer i sin tid i skole, ligesom alle friske drenge, men Mathias er måske lidt friskere, end de fleste. Familien forsøger i samarbejde med skolen at finde ud af, hvor meget støtte Mathias skal have, men den lange ventetid på hjælp fra offentlige hjælpeinstanser betyder, at det til sidst går helt galt for Mathias.

“Den lange ventetid var medvirkende til, at Mathias røg i en depression. Som 12 årig. Og røg på anti-depressiv medicin” siger Tove og fortsætter “Og det var en ganske forfærdelig tid, med en dreng, der lå under dynen og ikke ville op om morgenen og nægtede at gå i skole”.

Tove håber, at hendes søn har gode minder fra sin barndom trods diagnoserne.

Tove fortæller, at hun i en periode forsøger at tvinge ham i skole, fordi de tror, at det er det bedste. Men Mathias stikker bare af og ender til sidst med at blive døgnindlagt på børnepsykiatrisk afdeling.

Familien besøger ofte Mathias, og han er hjemme i weekenderne, men ifølge Tove er det trods de mange besøg alligevel en hård tid, “vi kommer igennem forløbet. Mathias er der fra august til december og langsomt begynder det at gå bedre”. Tove sidder lidt og forsøger at få kontrol over hænderne ved at samle og stakke de børnebilleder, som hun har vist os. “Det at skulle sende sin søn væk. Den der magtesløshed over, at vi ikke kunne ‘behandle ham’ herhjemme…”.

Sara og Mathias

En fremtid på førtidspension

Mathias og hans familie kæmper sig tilbage på rette vej, men de kommunale systemer formår endnu engang ikke at hjælpe Mathias videre i livet. Selvom Mathias har lysten og viljen til at uddanne sig, kan hans sagsbehandler ikke se anden udvej end at foreslå førtidspension.

Mathias vender tilbage til hverdagslivet og begynder i skole igen. Nu med anti-depressiv medicin på recept, og langsomt kommer han tilbage til overfladen. Den rolige fremgang i familiens hverdag bliver imidlertid igen og igen udsat for forhindringer i takt med, at Mathias bliver ældre. Manglende hjælp fra Aarhus Kommune og gentagne afslag fra forskellige instanser med argumentet: “Uddannelsen er ikke kompetencegivende” er den virkelighed, som Mathias møder efter at have genfundet troen på, at han kan begå sig i uddannelsessystemet. Efter Mathias er fyldt 18 år, ser det så sort ud for hans fremtid, at sagsbehandleren foreslår førtidspension som en sidste udvej. Hør, hvordan Tove forholder sig til den mulighed:

At jeg kan interviewe Mathias på hans arbejdsplads er det bedste bevis på, at det mod alle odds alligevel er gået godt. Noget, der gør en mor glad, og vi forlader Tove, imens hun drikker lidt vand for at få styr på stemmen.

En meningsfuld tilværelse

For Mathias handler det ikke om, at alle skal have fast arbejde, men bare at få lov til at lave det, han interesserer sig for og blive mødt i øjenhøjde.

Tilbage på Actura er Mathias ved at optimere bus-appen. Samtidig hjælper han en af de nye drenge med at designe elementer til et VR-program, og Mathias’ arbejdsdage er ofte opdelt mellem det digitale arbejde og den sociale mentorrolle.

Mathias finjusterer appen

“At være autist betyder ikke, at man ikke kan noget” siger Mathias, og gør det klart, at det store problem er at få lov til at vise, hvad man er god til. For Mathias er det en naturlig udvikling, at han ikke kun sidder og programmerer, men også har et ansvar for, at de nytilkomne falder godt til. Han ser det som en fordel, at han hurtigt kan sætte sig ind i, hvordan børnene har det, fordi han ved, hvor svært det kan være at gå i skole, når man skal kæmpe med sine diagnoser. Mathias tror, at de unge, ved at spejle sig i Mathias’ oplevelser, nemmere kan forholde sig til deres egne svære situationer.

Mathias er eksemplet på, hvordan det kan lykkes, selvom det kan være svært, men hans historie rejser også spørgsmålet om, hvordan det skal gå de familier, som ikke er stærke nok til at overkomme de svære perioder, eller ikke har ressourcerne til at kæmpe deres sag igennem tre årtier ligesom Mathias’ familie.

En lykkelig historie?

Det svære ved dette projekt har for mig været at beslutte, hvornår jeg skulle stoppe. Jeg er blevet involveret i nogle menneskers gribende fortællinger om deres på samme tid tragiske og opløftende liv og på samme tid er jeg blevet påvirket af Morten Olesens engagement for drengene.

Morten Olesens samarbejde med Aarhus Kommune og Jobcenter Aaarhus er i fare.

I foråret 2017 sætter jeg et punktum. Jeg har timevis af interviews, og jeg tror, at jeg har en historie: den lykkelige historie om nogle unge, der var tæt på at falde ud over samfundets kant, men som bliver reddet i sidste øjeblik.

I hvad jeg tror er min sidste telefonsamtale med Morten Olesen fra Actura, fortæller han mig, at det ikke ender så lykkeligt, som jeg havde håbet. Han har netop måtte opsige samarbejdet med Jobcenter Aarhus, fordi han hverken personligt eller professionelt kan holde til det længere.

Morten Olesen kan ikke længere se en anden løsning end at opsige samarbejdet med Jobcenter Aarhus.

Han oplever, at de unge ikke bliver hørt af deres sagsbehandlere og jobcentrene, og samtidig insinueres det, at Morten spekulerer i at gøre drengene rigide og besværlige for jobcentret at arbejde med ved at bilde drengene ind, at Actura er den eneste mulighed. Derfor, siger Morten, bliver han beskyldt for at modarbejde jobcentret indsats, noget der har gjort ham så frustreret, at han har svært ved at se sig selv samarbejde med de konkrete medarbejdere i jobcentret.

“Det er jo ironisk, at den største modstander i forhold til at få de her mennesker i arbejde, det er jobcentrene” siger Morten.

“Jeg forstår godt, at man ikke skal give fleksjob til nogen, der ikke behøver det. Men dem, der kommer herud har jo 10-20 års dårlige oplevelser, og finder endelig et sted, hvor de kan være. Når man så kommer og siger “jamen her kan du ikke være”, så er det jo helt ødelæggende for dem”.

Fremskridt bliver til nederlag

De fremskridt, som drengene har opnået hos Actura, bliver den direkte årsag til, at de bliver vurderet til at kunne klare en ordinær uddannelse eller andre tilbud, selvom drengene allerhelst vil fortsætte hos Morten og Actura. Det resulterer i, at drengene møder frustrede op på arbejde, hvis de overhovedet kan overskue at møde ind, og de beretter for Morten, at de ikke bliver lyttet til, når de sidder til møder med sagsbehandlere, jobkonsulenter og støttepersoner.

Derfor kan Morten ikke lade være med at engagere sig i sine medarbejderes sagsforløb og forsøge at hjælpe dem, selvom han godt kan se, at der kan være et problem ved både at være arbejdsgiver og sidde med som bisidder til møderne. Problemet for Morten er, at han oplever, at drengene bliver reducerede til sagsnumre, og at der ikke lyttes til de personlige faktorer.

“Er det et problem, at jeg ikke har en professionel distance til det, jeg laver, eller er det faktisk en styrke?” spørger Morten retorisk. “Jeg tror, at det er positivt, hvis folk kan se, at man forstår deres situation. At reagere på det, man føler. Jeg tror, at vi lærer at have en professionel distance i samfundet, som gør, at vi ikke er så gode til at føle empati.”

et er det samme personlige engagement, som er Mortens drivkraft bag projektet, der truer med at brænde ham ud. Ikke at kunne give slip, når arbejdsdagen slutter.

Med Mikkel til mobning

Jeg forlader Morten Olesen, som står tilbage på sit kontor og taler med sine medarbejdere om, hvordan arbejdet nu skal fortsætte. Samarbejdet med Jobcenter Aarhus er for tiden afbrudt, men TeknologiTalenter-projektet og samarbejdet med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er stadig aktive.

Mikkel står på parkeringspladsen ved sine gamle folkeskole, Hasselager Skole. Han har netop fået besked fra Jobcenteret om, at han ikke kan fortsætte hos Actura. Nu forsøger han at forholde sig til, hvordan hans fremtid ser ud, imens han går ned langs klasseværelserne. Han har ikke gode minder fra sin skoletid, og han føler aldrig rigtigt, at han fik chancen for at falde til.

“De prøvede ikke at forstå mig, de forsøgte bare at holde mig væk. De havde ingen planer om at forstå, hvem jeg var”, og til spørgsmålet om, hvem han egentlig er, svarer Mikkel:

“Mikkel Ankjær Rasmussen. En dreng, der har været igennem helvede og mere.”

Mikkel er i dag ikke længere Aarhus Kommunes ansvar, da han er flyttet til Silkeborg-området, og hvad fremtiden bringer for ham, ved han ikke.

“Nogle gange tror jeg bare, at kommunen hader alle os, der bare er lidt specielle. Jeg havde endelig fået et sted, hvor jeg kunne lide at være, og så har jeg ikke lov til at blive der” siger Mikkel, imens vi går langs skolen. I fremtiden håber han, at han kan få lov til at udleve sin drøm om at hjælpe andre børn som ham selv til at få det bedre, men uden Actura tør han ikke rigtig tro på det.

Se i klippet, hvordan Mikkel forholder sig til de dårlige nyheder.

Et talerør for dem ingen forstår

For at forstå, hvad konsekvenserne kan være for de børn og unge, som ikke bliver hjulpet i tide, besøger jeg Østjyllands kredsformand i Landsforeningen Autisme, Marianne Banner. Hun mener, at en af grundene til, at børnene ikke bliver hjulpet, er, at der mangler forståelse for, hvad autisme er.

Kredsformand i Landsforeningen Autisme, Østjylland, Marianne Banner.

“Der er ikke ret mange ude i samfundet, der aner, hvad autisme er. En del har set Rainman, og så tror de, at sådan er alle autister. Men sådan er alle autister ikke.” siger hun.

At være diagnosticeret med autisme kan ifølge Marianne Banner langt hen ad vejen sammenlignes med en form for kulturforskel. At vågne op i Kina, og ikke vide, hvordan man hilser på hinanden eller spiser med pinde. Sådan er det for mennesker med autisme. De kan ikke forstå, hvad vi andre vil dem, formidle deres behov eller overhovedet forstå, hvilken rolle, de har i samfundet. Den manglende inklusion kan ifølge Marianne Banner medføre, at de unge udvikler selvskadende adfærd og i yderste konsekvens begår selvmord.

Hør i klippet, hvordan depression, selvmord og tvangsfjernelse er konsekvenser af en forkert tilgang til problemet:

Kommunen svigter børnene og deres familier

Det går kun én vej indenfor autisme-området, og det er tilbage, mener Marianne Banner.

“Man afvikler. Der var en stor specialviden, da vi havde amterne, og så kommer kommune-reformen og stopper alt. Lige siden da er der blevet skåret ned, der er blevet fjernet specialklasser og mange kommuner nedlægger specialskoler” siger hun. Den manglende faglighed og forståelse på området er ifølge kredsformanden med til at presse i forvejen svage borgere endnu længere ud, og hun mener, at situationen efterhånden er så ringe, at det kan beskrives som kommunal børnemishandling.

En fælles front

Tilbage på Actura er der flere børn end nogensinde før. Morten Olesen bliver ofte kontaktet af desperate forældre, som igennem netværk og nyheder har hørt om projektet. Alle håber på, at det åbne kontorlandskab også kan danne ramme for hverdagen for deres børn, og på den måde at få både barnet og resten af familiens liv tilbage på rette spor.

Morten Olesen håber at kunne genoptage samarbejdet med Jobcenter Aarhus, men det kræver i første omgang, at der sker en kulturændring i sagsbehandlingen, så der kommer større opmærksomhed på borgernes retskrav og behov. Derfor har han indledt et samarbejde med foreninger som repræsenterer andre udsatte borgere, blandt andet Muskelsvindfonden, forældre til udsatte borgere og ildsjæle, som alle kæmper for bedre vilkår. Sammen håber de at kunne skabe en fælles front, der kan være med til at ændre kulturen på jobcentret ved at råbe de ansvarlige politikere op. Håbet er at opnå en bedre kultur ved i første omgang at skabe større opmærksom på de lange sagsbehandlinger, som ofte er et frustrerende forløb for familierne, fordi de ikke bliver lyttet til og de lange behandlingstider truer i sidste ende med at slå familierne i stykker. Midlet til målet er at få menneskerne til at være det centrale i sagsbehandlingerne, og ikke reglerne, fordi, som Mathias’ mor, Tove, siger:

“Vi skal alle sammen behandles forskelligt, hvis vi skal behandles lige.”

Tekst, video og tilrettelæggelse:
Mads Smidstrup

madssmidstrup@gmail.com

Yderligere video og billeder:
Morten Hjortshøj Schrum og Magnus Vendelbo

Musik og co-producer: Kristoffer Fuglsang

Er vi ikke også mennesker?

I Aarhus fortæller en række unge mennesker med ADHD og autisme, hvordan de kæmper for at finde en plads i samfundet.

En alternativ hverdag

En glemt gruppe

Tilbage til samfundet

Uambitiøse voksne